Menneskehjerner er virkelig gode til at finde mønstre. Det er smart, når det, vi ser, faktisk er mønstre: For eksempel når en fodboldsspiller opdager, at en bestemt målmand kaster sig til venstre side ved 70 % af alle straffespark, og derfor vælger at sætte sit straffespark i højre hjørne.
Men – det er ikke så smart hele tiden at se mønstre, når det, der foregår, rent faktisk er tilfældigt.
Så betyder vores trang til at se mønstre nemlig, at vi snyder os selv. Det kan for eksempel betyde, at vi bliver ved og ved og ved med at satse penge i et spil, selvom vi sandsynligvis bare taber flere penge, jo mere vi gambler.
Næsten alle mennesker, der har prøvet at gamble, vil være faldet i en eller flere tankefælder. Det sker, når vi ser mønstre, der i virkeligheden ikke er der. Personer med ludomani falder tit i ekstramange tankefælder. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på at styre uden om fælderne.
Der er mange tankefælder, man kan falde i, når man gambler. Hvis du har prøvet at gamble, kan du tænke tilbage og forsøge at lægge mærke til, om du faldt i nogen af de typiske tankefælder. Ud for hver tankefælde kan du se, hvordan spillet er lykkedes med at snyde dig.
Tankefælde | Faktatjek |
“Nu har jeg tabt fem gange i træk. Næste gang må heldet være med mig” | I tilfældighedsspil som black jack, terningespil, roulette og spilleautomater er hver ny runde uafhængig af den sidste. Uanset om en terning lige har slået seks ti gange i streg, er chancen for at slå en sekser altid én ud af seks. Terningen kan ikke huske, hvad den slog sidste gang. |
“Jeg har lige vundet tre gange i træk. Jeg er varm lige nu – jeg må hellere forhøje indkastet i næste spil” | Når man vinder mange gange i træk, kan det føles magisk, og som om man ikke kan tabe. Men: Det kan man altid. I enhver række af tilfældigt fordelte sejre og fiaskoer, vil der forekomme perioder med flere sejre i træk. Det er ikke held – det er tilfældighed. Og hvis du fortsætter med at spille, vil du komme til at tabe. |
“Kuglen er landet på sort de sidste fire gange. Statistisk set må den lande på rød nu” | I tilfældighedsspil som black jack, terningespil, roulette og spilleautomater er hver ny runde uafhængig af den sidste. Kuglen kan ikke huske, hvor den landede sidste gang. |
“Jeg ramte lige ved siden af den gevinst, jeg gerne ville have haft. Næste gang må den være der!” | Mange spillemaskiner (f.eks. lootboxes) er designet sådan, at man vil opleve rigtig mange near misses: Dvs. spilscenarier, hvor det ser ud som om, man næsten ramte den gevinst, man ønsker sig allermest. Spildesignerne laver spillene på den måde, fordi det snyder vores mønstersøgende hjerner til at blive ved og ved. |
“Med min viden om de her fodboldhold kan jeg ikke tabe. Jeg har helt styr på det” | Bettingselskaber lever af, at folk generelt overvurderer deres evne til at forudsige resultater. Når man har en masse viden om en sportsgren, kommer man ofte til at undervurdere betydningen af tilfældigheder og ting, man ikke kan forudse. |
“Jeg smider 300 kr. i indsats i stedet for 200 kr. Jeg vinder aldrig, når jeg smider 200 kr. i indsats. 200 kr. er et uheldigt tal” | Vores hjerne er gode til at finde mønstre i, hvornår vi vinder, og hvornår vi taber. Men: Når hjernen finder mønstre, der tyder på, at vores sejre i tilfældighedsspil afhænger af vores indsatser, er det et eksempel på magisk tænkning. Dvs. en form for overtro, hvor hjernen finder mønstre i ting, der reelt er tilfældige. |
Har du problemer med pengespil – kontakt Forskningsklinikken for Ludomani på telefon 78 46 16 98
Har du spørgsmål eller kommentarer til filmen eller hjemmesiden – kontakt info@spilforlivet.dk