Når spillet overtager kontrollen

“Jeg har gamblet, siden jeg var 13, men det stak for alvor af, da jeg blev 18. Jeg havde længe glædet mig til at kunne spille lovligt og fra min egen konto, og da jeg endelig fik muligheden, kunne jeg slet ikke stoppe igen” Sebastian, 19 år

“I starten spillede jeg kun med vennerne i frikvarterene, og jeg følte, at jeg havde helt styr på det. Men da min kæreste slog op med mig, sad jeg pludselig og spillede derhjemme alene. Og samtidig skiftede jeg fra at spille med danske kroner til euro, og jeg mistede fuldstændigt følingen med, at jeg faktisk sad og brændte helt sindssygt mange penge af” Oliver, 21 år

“Jeg spillede egentlig helt stille og roligt fra jeg var 15, til jeg var 19. Men så vandt jeg over 30.000 kr. på én gang. Det rush var helt crazy, og dén følelse begyndte jeg at jagte. De 30.000 var væk på to uger. Og så begyndte hele mit liv at handle om, hvordan jeg kunne vinde pengene tilbage” Jacob, 24 år

Gambling kan være god underholdning, så længe man har kontrol over det.

Når man mister kontrollen, kan gambling blive en usund og farlig vane – et misbrug. Når man udvikler et misbrug af gambling, kommer lysten til at gamble til at stå i vejen for, at man kan leve et almindeligt liv. Når gamblingen stikker så meget af, at det får konsekvenser, kaldes det ludomani.

Hvad er ludomani?

Ludomani er afhængighed af gambling. Når man er afhængig af gambling, har man en form for besættelse: En ekstrem trang til at gamble, som bliver styrende for hele ens liv.

Man har ludomani, hvis:

  • Man har mistet kontrollen over gambling: Det kan for eksempel være, at man ofte kommer til at spille for mange flere penge, end man havde tænkt sig, eller at man har svært ved at stoppe med at spille
  • Pengespil får så meget opmærksomhed og fokus, at det overskygger andre interesser og daglige aktiviteter: Det kan for eksempel være, at man helt mister interessen for at spille fodbold, selvom man plejede at elske det, eller at man ikke kan koncentrere sig i skolen, fordi man tænker på gambling hele tiden
  • Pengespillet fortsætter og eskalerer på trods af negative konsekvenser: Det kan for eksempel være, at man fortsætter med at gamble, selvom kæresten truer med at gå – eller selvom man har tabt så mange penge, at man er nødt til at låne af sin familie.

Det kan være svært selv at opdage, hvornår spillet overtager kontrollen: Hvornår bliver det for meget? Overgangen fra normal gambling til ludomani sker sjældent fra den ene dag til den anden: For de fleste sker kontroltabet lidt efter lidt, og det kan sagtens være, at man selv slet ikke opdager, at man for eksempel begynder at spille for flere penge, at tænke mere og mere på det næste bet eller at trække sig fra sine venner.

Hvem kan udvikle ludomani?

Der er rigtig mange danskere, der gambler. Nogle af dem, der gambler, får problemer med ludomani.  Herunder kan du se fordelingen. 

Under 18 år

over 18 år

De personer, der får ludomani, har ofte haft det svært i forvejen. Det kan være, at de har haft det hårdt i skolen, følt sig uden for, været deprimerede, stressede, bekymrede eller haft svært ved at styre impulsive handlinger. Men nogle personer kan også udvikle ludomani, selvom de har haft et rigtig godt liv.

Ofte har de, der får ludomani, haft en tidlig spilledebut: Det vil sige, at de er begyndt at gamble, imens de var meget unge.

Den onde spilcirkel

Når man har ludomani, er man fanget i en ond cirkel. Gambling fører ofte til en masse problemer, og ludomanien gør, at man nemt kan komme til at tro, at gambling er den eneste løsning. Hvis man har tabt flere penge, end man har råd til, tænker man måske, at man skal vinde dem tilbage. Hvis man har skyldfølelse og er ked af det, føles gambling som det eneste, der kan give et frirum for tankerne.

Hvorfor spiller David videre?

I videoen kan du høre psykologerne Johan Eklund og Thomas Marcussen tale om, hvorfor personer med ludomani ofte fortsætter med at gamble, selv når konsekvenserne bliver helt uoverskuelige.

Hvad er ludomani(undervisning)