Set udefra kan det nogle gange være svært at vide, om gambling har taget overhånd. Men der er tegn, du kan holde øje med, hvis du er bekymret for, at nogen, du kender, har et gamblingproblem.
Hør psykologerne Johan Eklund og Thomas Marcussen fortælle om, hvordan det er at have en ven eller et familiemedlem, som har ludomani. Johan har også et par gode råd til, hvad man kan gøre som pårørende til en person med ludomani.
Inddrag andre
Det er svært at få en person med ludomani til at se sine problemer i øjnene. Husk, at det ikke er dit ansvar at få din ven til at stoppe med at spille.
Hvis du og din ven er under 18 år, så tal med en voksen om dine bekymringer (f.eks. en lærer, pædagog eller et familiemedlem). Du kan også ringe til Børnetelefonen på tlf. 116111 for anonym hjælp.
Hvis du og din ven er over 18 år, så del dine bekymringer med andre. Du kan overveje at tale med din vens familie eller med andre, der også kender din ven for at høre, om de har samme bekymring. Du kan også ringe til StopSpillet på tlf. 70222825 for gode råd.
Sæt og respektér dine egne grænser
Hvis du er pårørende til en person med ludomani, er det vigtigt at passe på dig selv. Del dine bekymringer med andre, så du ikke står alene. Lån ikke penge til din ven, og sig fra, hvis din ven er ubehagelig eller overskrider dine grænser.
Start snakken
Det er ofte svært for en person med ludomani at indrømme, at spillet er ude af kontrol. Din ven skammer sig sikkert og vil måske skjule sine problemer. Vær forberedt på, at din ven kan blive vred eller nægte at tale om det.
Hvis du har mod på det, kan du hjælpe din ven ved at vise, at du er bekymret. Sig, at du har lagt mærke til, at han/hun gambler meget og foreslå en selvtest. Din ven er måske ikke klar til at tage imod hjælp, men nu ved han/hun, at du er der for at tale og hjælpe, når han/hun er klar.
Få hjælp til at hælpe
Se mere om, hvor din ven kan få hjælp, her.
Har du problemer med pengespil – kontakt Forskningsklinikken for Ludomani på telefon 78 46 16 98
Har du spørgsmål eller kommentarer til filmen eller hjemmesiden – kontakt info@spilforlivet.dk